Her beskriver jeg min mors dødsproces så man kan få et indblik i hvordan det kan forløbe. Helt grundlæggende kan man sige, at i det øjeblik hvor det står klart at døden er nært forestående og uundgåelig, så handler det om at sige ja og følge med, og ikke kæmpe imod – som i så mange andre forhold i livet.
Da min mor var i begyndelsen af halvfjerserne fik hun konstateret brystcancer. Det var så alvorligt at hun fik fjernet det ene bryst og kom i behandling.
Efter nogle få år forværredes situationen betydeligt, hun fik væskeansamling i den ene arm og side og var meget syg. Hun havde mange smerter og fik medicin.
En aften ringede hun til mig, ked af det og fortalte mig, at nu kunne hun ikke holde maden i sig.
Jeg svarede spontant at det behøvede hun heller ikke, hun kunne selv styre ind i døden ved hjælp af faste. Jeg kendte til det fra Østen og fra mine lærere. Jeg fortalte hende, at hun kunne holde op med at spise og så blot drikke vand, så ville døden indtræde efter ca. 21 døgn, bevidstheden ville blive mere klar og smerterne have tendens til at blive mindre. Jeg udtrykte, at jeg nok skulle støtte hende og hjælpe hende værdigt gennem et sådant forløb.
Det skal lige siges, at min mor havde arbejdet med sig selv i mange år. Hun var en af de første der meldte sig, da jeg påbegyndte mine terapigrupper efter at have været i USA, og terapi blev en mulighed. Hun havde arbejdet med yoga og hun havde sin tro og sin bøn. Desuden var hun i mange år medlem af foreningen “Mit Livstestamente – Retten til en værdig død.”
Hun udtrykte taknemmelighed over det jeg fortalte, hun ville tænke over det og vi aftalte at tales ved næste dag.
Jeg ringede næste morgen for at høre til hende. Hun sagde: “Tak for det du fortalte mig, det er jeg meget taknemmelig for, jeg har taget beslutningen og jeg er lykkelig, og ved du hvad, smerterne er forsvundet”. Jeg fortalte hende, at jeg ville tage hjem og støtte hende, så hun ikke var alene.
Jeg var i Frankrig, ankommet dagen før. Jeg pakkede mine ting og kørte hjem til Danmark i ét stræk.
Hun var sengeliggende og fik nu kun vand. Hun blev dagligt tilset af en sygeplejerske og en elev, varme og forstående, og meget interesserede og respektfulde i forhold til den proces vi havde påbegyndt.
Hun bad mig om vi kunne tage en tur rundt til de steder som hun gerne ville tage afsked med og hvor der var gode minder tilknyttet. Vi kørte bl.a. forbi Nybro, Frederiksdal og Furesøen hvor hun første gang havde mødt min far. Her sad vi længe og hun fik sagt farvel. I stilheden hvilede ordene “aldrig mere.”
Efter tre døgn kunne hun ikke mere drikke noget. Jeg var ved hende hele tiden og sørgede for at de venner og bekendte som hun ønskede at sige farvel til fik besked. En velstruktureret og forløsende proces.
Jeg ringede til min ældste søn som var på Bornholm og sagde: “Jakob du må komme nu og sige farvel, farmor er på vej til at dø”. Jeg orienterede ham om processen.
Han kom dagen efter medbringende sin guitar. Han havde skrevet en sang til sin elskede farmor. Den sang og spillede han for hende da han kom. Den hed “Din sidste rejse”.
På et tidspunkt medens Jakob var hos os, spurgte jeg hende: “Kære mor, hvis du tænker over dit liv, gennemgår det, ser på det der er sket igennem livet. Kan du så udtrykke en essens som du kan give videre til os som en gave, så vi kan lære af din livserfaring?”
Hun lå stille, tænkte sig om nogle korte øjeblikke, så sagde hun: “Man må gøre sig stille og mærke ind til hvad det er man skal og så få det gjort, så er man lykkelig. – Og så er der kærligheden, kærligheden er det største. – Og så, hvis man kan bevare sin humoristiske sans, så kan det aldrig gå helt galt”.
Dagene gik og hun var igennem de processer som naturligt forekommer når man nærmer sig døden.
Vi tog imod de forskellige personer der kom, fik sagt inderligt og velovervejet farvel.
Vi havde mange samtaler om livet og gjorde meget ud af af få afsluttet alt som kunne bringes til hvile, både med dem som kom og med det som skete i hendes følelser og bevidsthed.
På et tidspunkt i en af vores samtaler sagde jeg: “Der er noget du holder tilbage, noget du ikke får sagt”. Hun lå lidt, så sagde hun: “Det er svært at dø fra tre dejlige børn”.
Hun bad mig skaffe en båndoptager. Der var noget hun gerne ville tale ind på bånd. Det gjorde jeg og hun sang så, med sin afkræftede sprøde stemme, den samme sang for Jakob som han havde skrevet og sunget for hende.
Derefter sang hun Kim Larsens “Om lidt bliver der stille, om lidt er alt forbi, fik du set det du ville, fik du hørt din melodi”. Så tilføjede hun: ” Ja, jeg fik set og hørt det jeg ville mens tid var, tak Kim Larsen for en dejlig sang, og tak til alle jer kærlige mennesker, og farvel”.
De sidste fire dage var jeg hos hende uafbrudt. Hun fik skyllet sin mund i vand og jeg holdt hendes øjne og læber fugtige med lidt vand og øjendråber.
Hun lå med overkrop og hoved højt, så vidt muligt siddende, som er den bedste stilling for de processer som forløber når man dør, ifølge de kilder jeg har.
Hun havde i forvejen udtrykt: “Det er kun dig som får lov at være her når jeg dør, fordi jeg ved at du kan passe på dig selv, og jeg vil ikke skulle passe på nogen når jeg dør”. Tilsidst fik min yngre bror lov også at være tilstede.
Hun sov stille ind efter 17 døgn uden mad og 14 døgn uden vand, uden smerter, lykkelig og mæt af dage, lidt over kl. 18 den 26. oktober 1996, ganske som hun havde ønsket, i sin lille lejlighed med udsigt til Høje Tåstrup kirke.
Min bror og jeg sad stille ved hende og mediterede i nogen timer.
Tak min elskede mor, tak for alt.